Rul den røde løber ud for ”primadonnaen” er et efterhånden velkendt og brugt citat fra Rasmus Ankersens seneste bog Leder DNA. Antallet af ”primadonnaer” i dagens virksomheder synes at være voksende. Omfanget af rummelighed er blevet så stort, at det er normalt, at de alment gældende rammer, normer og regler udvides, bøjes og strækkes for at rumme det unormale. For kun sådan kan de primadonnalignende personligheder udfolde deres potentiale til gavn for virksomheden – eller kan de?

At debatten om det spørgsmål er aktuel skyldes i høj grad strømninger i den generelle samfundsudvikling. En udvikling, som særligt kommer til syne qua de yngre og kommende generationer på arbejdsmarkedet. Dagens unge er vant til at få masser af plads, blive hørt og rådspurgt. De er skolet til at tage stilling og sætte egne ønsker i front allerede i en ung alder. Nu drøfter forskellige kommuner tiltag og afklaring om, hvorvidt man fremover bør anbefale stemmeretten bliver nedsat til 16 år. Bliver forslaget en realitet, er det blot endnu et bevis på, at vi har et samfund, hvor enkeltindividets ønsker og behov er i centrum. Det gælder i tilværelsen som helhed - og derved også på arbejdspladsen.

Hvor langt skal virksomheder og organisationer gå for at skabe plads til ”primadonnaen” eller en person, hvortil der kræves specielle hensyn? Jeg er af den opfattelse, at vi som ansvarlige ledere bør gå langt – rigtig langt. Vores arbejdsstyrke indeholder et enormt potentiale, som er uudnyttet. Enten på grund af en traditionel og konservativ tankegang, som ikke levner plads til primadonnaen. Eller fordi der i virksomheden skabes så megen plads og særhensyn til en enkelt, at det skaber undren og oplevelsen af forfordeling blandt de øvrige medarbejdere. Ingen af delene er jeg tilhænger af.

Jeg tror på, at vi som ledere bør gå rigtigt langt for de medborgere, som er udenfor arbejdsmarkedet. Vi bør anvende de fordelagtige muligheder, som lovgivningen giver på dette område. Problemet er, at mange af os ikke er bekendte med de mange attraktive muligheder. Derfor bør vi alle stille endnu større krav til informationsniveauet fra såvel kommune, jobcenter og anden aktør. Støttemulighederne skal stå klart for enhver, så uvidenhed ikke bremser nogen i at række en hånd ud.

Jeg tror også på, at der på enhver arbejdsplads er funktioner, som kan bestrides af person med en anderledes kant end normen. De personer indeholder et enormt potentiale, hvis de bliver håndteret rigtigt – og hvad er så rigtigt? Vis dem anerkendelse og luk efter bedste evne øjnene for deres særheder. Over tid vil der givetvis ske en tilpasning som gør, at alle forstår din beslutning. Sker den tilpasning ikke, ja så er situationen muligvis lidt mere kritisk, og så må du handle….

Så ja - vi skal give plads til personligheder, men ikke til personligheder med så megen kant og individualisme, at det går ud over helheden, effekten og samarbejdet på arbejdspladsen. Sker det, kan virksomheden næppe udfolde sit fulde potentiale.

Jakob Møller Hansen - Adm. direktør i Comentor