Julehilsen 2019

Skøjtebane

2019 er ved at rinde ud, og det er 17. gang, jeg sætter mig til tasterne og skriver julehilsen, som i år har en snert af Kierkegaard over sig; ”Livet skal leves forlæns og forstås baglæns”!

Ingen tvivl om, at 2019 har været skelsættende. Året er gået med at styrke os på de indre linjer på direktionsniveau, og ved indgangen til 2020 står vi stærkere end nogensinde. Nye kunder er kommet til, og andre har valgt at gå andre veje. Sådan er business! Uanset hvad vi hver især gør, og hvordan vi taler ind til kunderejsen, så er det nok ikke til at undgå. Vores kunders krav og forventninger er og vil blive stigende i årene frem, og det er med fortrøstning, vi ser ind imod de skærpede markedsvilkår. Gennem en række taktikker og interne projekter sikrer vi os frem mod udgangen af 2020 for fortsat at styrke vores position. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg ser frem til en god lang vinter, hvor de svage i branchen udfordres og må søge andre veje, så de stærke står tilbage. Comentor har været i rådgiverbranchen siden 2002, hvilket siger noget om vores evne til at tilpasse os det marked, vi er i, og skabe stabil drift.

De seneste 5 år har vi især haft fokus på headhunting, men jeg oplever et stigende behov for og efterspørgsel på at styrke ledelsesvirket i Danmark i det kommende år. Mange gør det godt, men rigtig mange kunne gøre det meget bedre, hvis der var fokus på at dygtiggøre sig og træne ledelse oftere. Det bliver nødvendigt og afgørende for at sikre konkurrencekraft samt håndtere de nye generationer, som står over for deres første eller andet job. Mange taler om grøn omstilling og FN’s 17 verdensmål, men hvad betyder det egentlig for dig og din virksomhed? Personligt oplever jeg, at det er billigt købt, at man slår sig op på at have taget verdensmålene til sig. Fin brandingværdi, men er det ikke blot at putte fingeren i et glas vand, hvor værdien ses tydeligt, når du tager fingeren op igen? Vi oplever, at mange ikke tør eller er klar til at tage konsekvensen, og er du ikke det… så lad være!

Hos Comentor er vi overbeviste om, at mange ser ind i et 2020 med spænding, da Brexit, de nye arveregler for ejerledede virksomheder, udviklingen i Tysklands automobilbranche, Nordkorea, Trump osv. kan få direkte indflydelse på dansk erhvervsliv. Et er sikkert; der kommer mange forandringer i det nye år, som jeg dog oplever, vi er gearet til og er klar til at støtte vores kunder i, så vi sammen kan gøre noget ved det.

Vi ønsker dig og dine en glædelig jul og et fantastisk nytår, og vi glæder os til at mødes på den anden side, hvor vi alle skal søge at forstå de nye markedsvilkår og i den grad tilpasse os betingelserne. Det vil uden tvivl også generere nye muligheder – hvis ellers vi tør og evner at række ud efter dem, eller sagt på ”Kierkegaardsk”: Være tilstede og agere i nuet under de givne vilkår.

Bedste hilsner
Jakob og Team Comentor