Kvalitetstjekker du din headhunter?

Hvad har arkitekter og headhuntere til fælles? De bestrider vidt forskellige erhverv, men enhver kan frit benytte begge titler uden restriktioner.

Enhver kan kalde sig arkitekt eller headhunter, men mens mange arkitekter typisk supplerer deres titel med forkortelsen og kvalitetsstemplet MAA som vidnesbyrd på, at den pågældende er Medlem af Akademisk Arkitektforening og dermed har gennemført kandidatuddannelse fra en anerkendt international arkitektskole, så er der absolut ingen restriktioner for brug af headhunter-titlen. Der er kort og godt fri adgang for alle. Det er formentlig årsagen til, at der findes over 1.000 registrerede headhunter-selskaber i Danmark. Mange af dem er én-mands firmaer, og enhver med en laptop, mobiltelefon og et visitkort kan slutte sig til skaren.

Der er brug for gennemsigtighed

Det er der nødvendigvis ikke noget galt med, men branchen kunne godt have brug for lidt retning og kontrol – for kundernes skyld og for branchens egen skyld. Det er i rekrutteringsbureauernes egen interesse, at der kommer lidt skik på branchen. Vi har brug for kvalitetssikring, procesdokumentation, kundetilfredshedsmålinger, gennemsigtighed – og meget andet.

  • Hvordan sikrer du dig mod headhuntere og rekrutteringsbureauer, som ikke lever op til rimelige kvalitetskrav?
  • Hvordan undgår du at blive forblændet af headhuntere, som på deres hjemmeside bryster sig med at have massevis af åbne stillinger, som er forældede eller det pure opspind?
  • Hvordan kan din virksomhed finde en kvalificeret rekrutteringspartner, der kender sin metier og sikrer kunden en god og værdifuld oplevelse?
  • Og hvordan kan du i øvrigt få indsigt i, hvordan andre kunder har vurderet rekrutteringer udført af en given headhunter?

Syv grundprincipper for god rekruttering

Svaret er ligetil. Led efter ’Search Danmark’ mærkatet på hjemmesiden, når du vælger headhunter. Search Danmark er brancheforeningen for danske headhunter-virksomheder, og det er foreningens ambition at sikre en højere kvalitet for kunderne, skabe et etisk kodeks og udvikle en autorisationsordning for branchen. Er en headhunter medlem af ’Search Danmark’ forpligter han eller hun sig til at efterleve regelsættet i foreningen og leve op til foreningens syv grundprincipper:

  1. At være objektive og etiske i ansættelsesprocessen, bl.a. for at fremme mangfoldighed på arbejdspladsen.
  2. At levere en høj standard ift. kandidatoplevelsen med løbende kommunikation og feedback under rekrutteringsprocessen.
  3. At indhente referencer på kandidater efter aftale og accept fra kandidaten.
  4. At behandle materiale om vores kunder og kandidater konfidentielt i henhold til aftale.
  5. At efterleve det sæt af retningslinjer, der er udarbejdet af VPP (Videnscenter for Professionel Personvurdering).
  6. At overholde og orientere os om relevante love, herunder overholdelse af persondataforordningen vedr. behandling og opbevaring af persondata og aktindsigt.
  7. At jævnligt gennemgå egne rekrutteringsprocedurer med feedback fra kandidater (udvalgte som fravalgte) samt kunder

I alles interesse

Det er i kundernes såvel som headhunternes interesse, at kendskabet til Search Danmark udbredes til så mange som muligt. I øjeblikket er alt for få rekrutteringsvirksomheder medlem af foreningen, men skabes der en efterspørgsel blandt kunderne efter headhuntere med Search Danmark-prædikat, vil vi helt sikkert opleve øget medlemstilgang til foreningen, og dermed vil vi også hæve gennemsigtigheden og kvaliteten af det rekrutteringsarbejde, der foregår derude.

No free lunches og ingen gratis titler. Arkitekterne fandt en vej til at holde deres titel i hævd. Headhunterne kan gøre det samme. Næste gang du skal have hjælp til at ansætte folk, så kig efter ’Search Danmark’-logoet hos din headhunter. Han er stolt af det!